MENU
Aula_close Layer 1

Dansk

Dansk - obligatorisk fag:

Arbejdet med de forskellige danskfaglige dimensioner, som beskrevet i fjerde trinforløb, fortsættes og udvikles. I femte trinforløb fokuseres der derudover i særlig grad på elevernes afklaring i forhold til valg af uddannelse og erhverv samt at sikre, at alle elever bliver uddannelses- og erhvervsparate.

De forskellige danskfaglige kompetencer er integreret i arbejdet med sprog, kommunikation og alle typer tekster, og der rettes nu fokus på, at eleverne, udover fagligt, kan bruge deres almendannende kompetencer selvstændigt og reflekteret i deres personlige og sociale liv, bl.a. til valg af uddannelse og erhverv.

Eleverne udvikler i en gensidig vekselvirkning mellem læsning og fremstilling et fagligt begrebsapparat til at kunne indsamle, undersøge, uddrage og sammenligne informationer, samt diskutere, vurdere og reflektere over egne faglige, personlige og sociale forudsætninger både mundtligt og skriftligt.

Eleverne udvikler endvidere en mere selvstændig og reflekteret tilgang til arbejdet med litteratur og andre æstetiske tekster. Den almene dannelse konsolideres ved at øge elevernes evne til med indsigt at analysere og bearbejde tekster, samt at have overblik over, vurdere og reflektere over tekster. Eleverne ser, at tekster og temaer kan have universel betydning, og de kan se forbindelser mellem det læste og deres eget voksen- og samfundsliv. 

Elevernes kommunikative kompetencer styrkes, så eleverne bevidst kan begå sig i formelle og offentlige sammenhænge, samt på demokratisk vis kan deltage i den offentlige debat. 

Målet er, at eleverne udvikler indsigt og evne til refleksion og selvstændigt overblik over egne faglige, personlige og sociale forudsætninger.

Læsning

Eleven kan styre og regulere sin læseproces og diskutere teksters betydning i kontekst

Fremstilling

Eleven kan udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede i en form der passer til genre og situation

Fortolkning

Eleven kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster

Kommunikation

Eleven kan deltage reflekteret i kommunikation i komplekse formelle og sociale situationer